The Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: En adelig Opdager

Author: Richard Marsh

Translator: Axel Thomsen

Release Date: June 17, 2010 [EBook #32865]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net





Afskrivers bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet, men den
oprindelige stavning er i vrigt bevaret. Symbolet # er brugt til at
angive  s p a t i e r e t  tekst i originalen, mens _ er brugt til
at vise kursiv tekst.




 En adelig Opdager.




 Richard Marsh


 En adelig Opdager


 Bearbejdet efter Originalens 4. Oplag
 af
 Axel Thomsen


 Kjbenhavn.
 H. Hagerups Forlag.
 1902.




 A. Rosenbergs Bogtrykkeri.




Indhold.


                                                 Side

    1. Det stjaalne Brev                           9

    2. En frygtelig Nat                           20

    3. Den forsvundne Hustru                      33

    4. Et gaadefuldt Indbrud                      46

    5. Den stjaalne Traktat                       62

    6. Den snedige Herredsfoged                   80

    7. Sammensvrgelsen                           93

    8. En mystisk Passager                       108

    9. En veltalende Prst                       118

    10. Grev Campnells Klinge                    132




Richard Marsh,


nrvrende Bogs Forfatter, er en af Englands nulevende
Romanforfattere, med hvem ofte kun Conan Doyle kommer paa Hjde.

Han er en Mand i sine bedste Aar og har allerede udgivet omkring en
Snes Romaner, alle paa Londons strste og fineste Forlag. Nstefter
#En adelig Opdager#, der udkom for faa Aar siden og naaede 3.
Oplag i Fjor og 4. i Aar, har R. M. skrevet Bger med saa spndende
Titler som Kunstmorderen, Kvinden med den ene Haand, Det
Synlige og det Usynlige, Det mystiske Hus, Djvlen o. m. a.

Dog, ikke nok med, at Bgerne brer de mystiske Titler, Forfatteren
selv er en ret mystisk Personlighed.

Der findes i hele England ikke et Blad eller Tidsskrift, hvori blot
den ringeste biografiske Oplysning om ham nogensinde har vret
offentliggjort, sknt han er srdeles lst. Det er et Srsyn i
England, men Forfatteren nsker selv denne Hemmelighedsfuldhed og
vaager strkt over den.

Grundene kan vre mange. Der er Englndere, der vil vide, at Navnet
er et Pseudonym, som dkker over en kendt engelsk Detektiv, andre
mener en Videnskabsmand, atter andre en Hertugsn(!) o. s. v.

Med En adelig Opdager indfres Forfatteren for den danske
Lseverden.

                                                    _A. T._




Den engelske Presse

om

"En adelig Opdager".


MORNING NEWS: Hele Bogen er god og spndende, skrevet i det
livligste Sprog med usdvanlig godt tegnede Figurer og gode Paafund.
... Enhver, der sger en spndende Bog, vil lse En adelig Opdager
med den strste Interesse.

COURT CIRKULAR: Richard Marsh har her skrevet fortrffelige Ting i
Sherlock Holmes Genren. Alle Bogens Begivenheder er uhyre snildt
opfundne og glimrende kombinerede. En adelig Opdager vil forge
Forfatterens Ry.




I. -- DET STJAALNE BREV.


Kapitel I.

 (Hvem er Tyven?)

Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den
gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hnder, men hverken til sin
Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.

Til den bermte Detektiv Grev August Campnell i London havde han
straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu
ventede han lngselsfuldt.

Endelig bankede det.

Tjeneren Philip viste sig i Dren til Godsejerens Privatkontor.

Der er en Herre --!

Godsejeren greb hurtig Visitkortet.

Lad ham straks komme herind!

Tjeneren bukkede.

Kort efter stod en yngre Mand i Vrelset. En hj, mrk,
aristokratisk Skikkelse uden Skg og med skarpe, markerede Trk.

Det er altsaa Grev Campnell?

Detektiven nikkede kort. Hvormed kan jeg vre til Tjeneste?

Ja--a Godsejeren rystede bedrvet paa Hovedet. St Dem ned, Hr.
Greve! Ja--a, der er hndt mig noget --

Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?

Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit
Skrivebord!

Hvornaar?

Nu i Formiddag. Jeg gik et jeblik op for at tale med min Hustru;
da jeg kom herned igen, var Brevet borte!

Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre
gjorde alt for at skjule sin strke Bevgelse.

Hvad var det for et Brev, om jeg tr sprge?

Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte
lses af andre end den, det var skrevet til.

Var det et Brev, De havde modtaget?

Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent frdig med det, da
min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.

Hvem kom med det Bud?

Hendes Pige! Men hun kan ikke vre den Skyldige, for hun gik foran
mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens
Sovevrelse.

Hvor lnge var De da borte?

Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste,
det laa fremme.

Lukkede De Dren, da De gik?

Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.

Hm --! Er der blevet andet borte?

Nej, ikke en Smule!

Og hvor laa det Brev? Njagtigt, mener jeg!

Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.

Er De sikker paa #det#?

Manden betnkte sig lidt. Svrge paa det, tr jeg ikke, men jeg
syntes, jeg gjorde det.

Saa Pigen, De skrev?

Ja, det kunde hun ikke undgaa.

Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?

Nej, vist var der ej ... Godsejerens Bevgelse blev nsten pinlig.
Jeg vil vre rlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv,
hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det
Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!

Detektiven smilede.

De kan vre fuldstndig sikker! Men sig mig: Har De forhrt, om
nogen har vret her i Deres Vrelse, mens De var borte?

Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskftiget herude i
Forstuen.

Ja saa ...

Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: De tror da ikke, min
Tjener Philip har en Finger med i Spillet?

Aa nej. Men #har# han vret i Forstuen, maa han dog have lagt Mrke
til, om nogen er gaaet herind i Vrelset. -- Eller ogsaa er Tyven
kommen ind gennem Vinduet!

Ja -- det har ganske vist staaet aaben ...!

Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor
var i den sknneste Orden uden et Fodspor at opdage.

Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget
pludselig hans Blik.

Hvad er det?

Skrivebordet var som de andre Mbler af mrkt Egetr. Men et Sted
paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klbrigt.

Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven
undersgte det nje ved Hjlp af en Lup, der laa paa Bordet.

Ja det er et harpiksklbrigt Stof, som --

Som, som, nu ved jeg det! fo'r det med Et gldesstraalende over
den gamle Godsejers Ansigt. Ikke sandt? Tyven har staaet i
Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har
smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja
ikke sandt, det er soleklart ...

Detektiven maatte smile.

Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har
vret inde i Vrelset? Fra Haven kan man #ikke# se Deres Skrivebord.
De kunde saamn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.

Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.

De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da
Dren knirkede.

Det var Godsejerens lille Nev.

Ulykkelig, med store Taarer i jnene, stod den lille, gullokkede
Dreng i Dren med sin Drage. Stdvis kom det i Graad: Tanten vilde
ikke hjlpe ham med at stte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke,
James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.

Saa, saa, lille Roland, trstede Godsejeren og fik ham lmpeligt
puttet ud af Dren igen. Bed Du Tante rigtig pnt om det, saa gr
hun det nok --

Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til
Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.

Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?

Er Brevet virkelig saa vigtigt?

Ja -- ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, #hvem# der har taget
det -- jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.

Naa--aa? Detektiven saa paa ham. Mindre br gre det! 2000 Kr. er
mange Penge, Hr. Godsejer.

Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer
og mer!

Detektiven trak paa Skulderen.

Ja enten vil det jo krve en ganske alvorlig og langvarig
Undersgelse eller -- han smilede. Vi er allerede ved Maalet, og
Sagen er afgjort om en halv Times Tid.

Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?

Detektiven tyssede.

Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gre
sig Sagerne mer besvrlige og indviklede end hjst ndvendigt. Frst
de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de
mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst.

Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at
se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.

Lad mig vre alene en halv Times Tid, bad Detektiven. Jeg maa ud
og undersge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.

Dermed gik han.

Godsejeren blev alene.

Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjlpsom og god som han var,
kom han saa et jeblik i Tanke om det grdende Barn.

Philip! kaldte han ud i Forstuen. Hvor er Roland, har De set
ham?

Ja Herre. Hr. Roland gik over Grsplnen for lidt siden med
Godsforvalterens lille Pige.

Naa--! smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Dren. Saa
vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjlp.

Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer
han bekymret omkring paa Gulvet. Han tnkte saa smaat paa at opgive
Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ...

Da banker det.

Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men --


Kapitel II.

 (Den vrdifulde Hale.)

Det var atter Grev Campnell.

Godsejeren saa nppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at
telefonere til Herredsfogden.

Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. Ja Tak, Hr. Greve, jeg
takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel
til Herredsfogden og beder ham hjlpe os --

Fr eller efter Brevet er fundet?

Hvad mener De? Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.

Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal vre. Brevet
er fundet!

Hvad er det? Stolen vltede. Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?

De selv, tror jeg! Detektiven gik hen mod Dren:

Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!

Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den
klodsede Hale, han selv havde lavet.

Her er Brevet, Hr. Godsejer! Detektiven rakte Dragen imod ham.

Hvad for noget? Hvad siger De! Godsejeren for op som en Rasende.
Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...

En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens
Arm.

Saa, saa, kre Herre, det er jo Deres egen Skyld! -- Gaa Du blot,
lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal
komme ned og lave en bedre om lidt!

Roland skyndte sig ud af Studerevrelset, saa hurtigt hans smaa Ben
kunde bre ham.

Naa! Her skal De se! Detektiven klippede noget af Halen og foldede
Papiret ud. Ingen har lst det, for ingen har set det, eftersom
ingen har villet hjlpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan
lse.

Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at #jeg# er Tyven?

Detektiven gik helt hen til ham og undersgte hans Kldedragt nje.

Selvflgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da
Papiret var fundet.

Hva--?

Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.

De har vret uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klbrige
Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. #De har vltet Deres
Gummiflaske!#

Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?

Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet -- og paa Deres rme.
Fl selv paa Tjet! De kan baade fle og mrke det endnu.

Naa ja -- og hvad saa --?

Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klbet til rmet, da de rejste
Dem for at flge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De
selvflgelig #ikke# haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget
det. De har tabt det ganske kort efter -- herude paa Gangen, hvor
Roland legede, og hvor #han# netop har fundet det, og i bedste Tro
lavet Dragehale deraf. -- Til yderligere Betryggelse vil De
forvrigt kunne se, der har vret lidt Gummi paa Papiret!

Den gamle Herre undersgte nje det sammenkrllede Dragebrev og gav
med Et Detektiven Ret.

Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de
2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var vrd. Der hjalp
ingen Naade og Forestillinger.

En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og
Godsejeren glemte aldrig hans Ord om frst og fremmest de simpleste
Muligheder.




II. -- EN FRYGTELIG NAT.


Kapitel I.

 (En Mumie?)

Det var i Juletiden.

De kom brende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende
og en lurvet Fyr i den anden.

Men da de naaede ind i Studerevrelset, snublede Onkel, og Kassen
faldt med et Brag paa Gulvet.

Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.

For Guds Skyld! gispede han. Pas dog paa, hvad De gr!

Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved
Aftensbordet.

Sig mig, Onkel -- hvad var der i den Kasse?

Han betnkte sig lidt og saa vist paa mig.

En Mumie! svarede han.

Forfrdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.

Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en
Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegsterne i
Morgen!

Og den Mumie ligger dr i Kassen? spurgte Tante forskrkket.

Ja vist gr den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa
Du skal ikke vre bange. Naa, at holde Generalprve i Aften er vel
ikke vrd?

Uh nej, lad dog vre! gyste Tante. At Du i det Hele kan finde paa
den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!

Men Onkel smilede: Kre, vr nu lidt fornuftig! Manden, der
foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke,
hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbd,
den kunde staa her hos os. Onkel saa atter hen til mig. Er saa din
Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?

       *       *       *       *       *

Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.

Skal vi gaa over og se paa Mumien? hviskede hun.

Det kan vi jo ikke. Hrte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var
laaset.

Vi kan da #se# paa Kassen i hvert Fald, svarede min Kusine.

Studerevrelset er jo ogsaa lukket, Clara!

Jamen, Nglen ligger i Fa'rs Frakkelomme -- kom, lad os se ad!

Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.

Det kunde da vre voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie --
tnk Dig en rigtig Mumie -- saa ud. Fa'rs og Mo'rs Sovevrelse
ligger jo langt herfra. Ingen kan hre os, selv om de sidder oppe og
venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.

Hun stak Nglen i Laasen og lukkede op. Der var mrkt i
Studerevrelset.

Vent her! Hun skyndte sig efter et Lys.

Vi fik det tndt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen -- en
kel Tingest at se paa.

Den ligner jo en ggekasse! lo Clara. Kom her!

Nej lad vre! Lad den blot blive staaende.

Men Clara #vilde# paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og
bankede paa Laaget.

Mumie! Er Du dd eller levende? hviskede hun.

Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Ngle.

Hvor tung mon den er?

Fr jeg kunde forhindre det, havde hun lftet i den ene Ende.

Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det
lykkedes ikke.

I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.

Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol
vltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.

#Dr# stod vi i Blgmrke!


Kapitel II.

 (I ddelig Angst.)

Clara dog, hvad har vi gjort? hviskede jeg uhyggelig til Mode.

Hun rystede over hele Legemet. Jeg tror, vi har vkket Mumien! Aa
Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!

Og virkelig: I Mrket hrtes med Et en underlig Lyd, noget som en
uhyggelig Stnnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.

Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Dren, kom ud
og laasede udvendig fra.

Nglen tog vi med og for af Sted til Claras Sovevrelse.

Jeg skulde sove deroppe -- derom var vi uhyre enige.

Vi fik baade Lys og Lamper tndt. Clara var hvid som et Lagen. Frst
da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:

N -- var det dog ikke forfrdeligt!

Lad vre at tale om det, Clara!

Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?

Mumier kan da ikke stnne!

Jo, de kan! Clara nikkede energisk. Vores Lrer sagde det en
Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var
bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller -- tror Du, den kan gaa
omkring om Natten?

Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Svn.

Men vi #kunde# ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid,
bankede det sagte paa Dren.

Vi laa ganske stille ...

Hrer Du ikke, Clara? Er Agnes der? Det var Tantes Stemme.

Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trtte.

Trtte! Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. I har
naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa
trtte Vsener, jeg vilde blot hilse paa jer!

Saa gik de igen.

Nppe var de borte, fr Clara begyndte: Skulde vi i Grunden ikke
have sagt dem, at det er os, der har vltet Kassen?

Nu er det i hvert Fald for sent.

Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham,
naar han om lidt gaar til Sengs.

Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.

Clara? hviskede jeg en Gang. Nu #maatte# jeg sige det.

Ja!

Kan Du hre det?

Ja -- stnnede hun. Det lyder, som det var nedenunder.

Det er fra din Fa'rs Studerevrelse!

Jeg tror det ogsaa ...

Hvad skal vi gre?

Clara var grdefrdig.

Det ld, som om noget faldt. Derpaa en Stnnen saa frygtelig.

Aa, Agnes, Agnes! Clara hvinede i vilden Sky.

Resolut sprang jeg op.

Hvor gaar Du hen?

Blot ind og kalder paa Grev Campnell. -- Nu #maa# vi have fat paa
ham!

Jeg vil med, jeg tr ikke vre herinde alene.

Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Vrelset.

Flere Gange bankede vi paa. Og atter hrte vi Lyden nedenunder. Vi
rystede af Skrk.

Naa! Hvad er der ls?

Aa, kre Hr. Greve, skynd Dem! bad Clara. Jeg tror, Mumien gaar
dernede.

Hvad for noget?

Aa skynd Dem, skynd Dem ...

Nu skal jeg komme, lille Tosse! lo Greven og stod op af sin Seng.

Hvad i al Verden er der ls? Han stod i Dren. Mumien? Er I
tossede? Han stirrede paa os. Hvordan er det I ser ud?

Hr da! Hr! Jeg greb ham i Armen.

Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre
lange Skridts Afstand.

Da vi naaede Studerevrelsets Dr, opdagede vi, at Nglen var glemt
deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.

Atter stod vi da nede ved Dren og lyttede. Der var nogen, som grd
derinde.

Greven satte Nglen i Laasen. Pas paa, Lyset ikke gaar ud! Han
aabnede Dren.

Stnnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.

Kom saa med Lyset!

Han greb det hastigt.

En Skikkelse stod midt i Vrelset, svajende frem og tilbage med
forfrdelig Stnnen. Den var indsvbt i gult Stof fra Hoved til Fod.

Detektiven gik hen imod den.

Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?

Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre! klagede Skikkelsen.

Ja vel! Jeg tnkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde
holdt Mandfolkene ikke ud.

I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.

Lizie! raabte en Stemme derude. Er det Dig!

Aa det er min Joe, det er min Joe! stnnede Kvinden og krb
stnnende hen mod Vinduet.

Saa--saa! Tag det med Ro! Detektiven lagde blidt sin Haand paa
hendes Skulder og holdt hende tilbage.

Lad nu vre at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo
ved at d af Forskrkkelse.

Det er min Mand! Aa Herre, vr god, lad mig gaa.

Detektiven betnkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende
og fulgte selv bagefter.

Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.

Gaa I nu bare i Seng! smilede han til os. Lad vre at vkke
nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I
faa Historien at vide.


Kapitel III.

 (Nd bryder alle Love.)

Det blev den mrkvrdigste Historie, jeg i mit Liv har hrt, som
Grev Campnell fortalte os nste Dag.

Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent
havde vret Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste
Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde kbt den i
London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den
sikre Tro, at han ved Hjlp af den ville kunne skabe sig en Formue.

Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser,
men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han
pantstte Mumien for et usselt Belb.

Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min
gemytlige Onkel, der elskvrdigt engagerede ham og hans Mumie for en
Pris, Staklen selv fandt srdeles tilfredsstillende. Henrykt for'
han til Pantelaaneren for at indlse den mod at betale, saa snart
han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr
vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene frst!

Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var
genial.

Da han ikke lngere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin
Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Skkedragt paa og
haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa
den altfor kritiske Undersgelse udeblev.

Da gteparret tilmed stod blottet for det allerndvendigste til
Nattelogi, fandt Manden paa, at stte den formodede Mumie i Kasse
ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde
klare sig for Natten, som han kunde bedst.

Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvilels
Aand, sknt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.

Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fngslet, hvor Laaget
med de ttte Tremmer gav lige den ndvendige Luft.

Clara, der vltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet
var en stor Trsplint trngt ind i hendes Skulder, og Smerten var
frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.

       *       *       *       *       *

Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Nste
Dag krte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten
indlst.

Selvflgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore
Julegster -- srlig da de fik Forspillet at vide og hrte, hvor
belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.




III. -- DEN FORSVUNDNE HUSTRU.


Kapitel I.

 (Selvmord eller --?)

    rede Grev Campnell!

  Hvis der er en Smule menneskelig Flelse i Dem, kommer De
  straks! Aldrig har et Menneske vret i strre Nd. Jeg vd
  hverken ud eller ind -- maaske har jeg allerede vret Skyld i et
  Mord? Jeg bnfalder Dem om at komme uopholdelig!

                            Deres meget rbdige
                                _Cyril Majendie_.

Detektiven vilde gaa, men i Dren mdte han Hr. Frederik Parker, der
for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske
Millionrdatter, Frk. Scraggs -- hvorfor hun tog ham, maa Pokker
vide. Han saa meget ophidset ud.

Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!

For jeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan.

Vel, saa venter jeg Dem.

Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han
vendte sig om:

Jeg har tvet lnge med at opsge Dem, men der kommer et jeblik,
da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig
for Pengenes Skyld. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjrtet.
Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved hjlys
Dag, kldt som en simpel Blomsterslgerske og tiltaler en tilfldig
Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg,
enhver har nok. -- Farvel, jeg venter Dem altsaa.

Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst
derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med
udstrakte Hnder:

Kre Hr. Campnell, Gudskelov De kommer ... De er et prgtigt
Menneske! Vil De have noget at drikke?

Nej tusind Tak!

Hr. Majendie vilde sknke et Glas Vin til sig selv, men Campnell
ytrede: Gr mig den Tjeneste at lade vre at drikke, fr De har
fortalt mig, hvad der er i Vejen.

De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hrt noget om min
Hustru og mig?

Ikke en Smule.

Min Hustru er forsvunden!

Ja saa.

For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men
denne var nu srlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld -- denne
Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan
aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal
#jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr.
-- skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde
det. Hun grd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.

Nste Morgen viste hun sig ikke.

Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set
Fruen hele Dagen. Hendes Dr var aflaaset, og hun svarede ikke, naar
de bankede. Jeg brd Dren op, men hun var dr ikke. Saa i Morges
fandt jeg dette i mine gamle Benklder.

Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes
Ringe og Smykker.

Detektiven undersgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt
Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige
mrkerde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.

Majendies Stemme blev hviskende:

Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...

Det ved jeg ikke. Grev Campnell sgte at betvinge et Smil.
Forelbig beholder jeg Pakkerne!

Majendies Haand nrmede sig betnkeligt Glasset og Flasken foran
dem.

Lad det nu staa! kommanderede Greven. Jeg finder det uhyre
sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at vre bunden paa Livstid
til en fordrukken Mand har vovet et skbnesvangert Skridt ...

Hr. Campnell --!

Og jeg finder det ret mistnkeligt, at De efter at have holdt Deres
Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prver at dve Deres
Samvittighed i Alkohol.

Majendie tvede.

Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opfre Dem saaledes ...
havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem.

Derfor gaar jeg ogsaa straks. Detektiven rejste sig. Jeg skal
overgive Sagen til den frste Politibetjent, jeg mder.

Nej, nej, kre Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De
tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg
jeblikkelig tage dem bort.

... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mdte han
Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.

Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortlle Dem om noget hjst
besynderligt, der er passeret her i Huset.

Naa, og det er?

Tjeneren gned sine Hnder forlegent.

Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle
glimrende Anbefalinger, sknt Guderne maa vide, hvor han har faaet
dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Nsvished! Dag
og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brd sig ikke
det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg
ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine
Benklder.

Hvad bestiller De der? spurgte jeg.

Tller Herrens Tj op, svarede han frkt.

-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden
Detektiven slap fra ham.

Da han endelig kom ned paa Gaden, betnkte han sig lnge og saa sig
nje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig
ngstelig ud fra Majendies Port.

Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af
Detektiven.

Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.

Idet Fyren drejede om Hjrnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa
hans Arm. Med Rdslen malet i alle Trk standsede han.

Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opfrsel betyde?

Detektivens Stemme forskrkkede ham. Fyren stammede: Det er ikke
min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er
sandt, jeg forsikrer Dem det!

Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De
ikke i Arbejde?

Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke vret deroppe, sknt jeg skulde
mde for to Dage siden.

Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. Jeg maa ingenting
sige, vedblev han angst. Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa
mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Brn. Jeg svrger
Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjrneste!

Detektiven betragtede ham nje. Saa slap han ham med et pludseligt
Smil.

Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prver vi, om De siger
Sandhed!


Kapitel II.

 (Den ny Tjener.)

En Times Tid efter krte Grev Campnell i Droske af Sted til
Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.

Er Herren hjemme?

Herren er gaaet i Seng.

I Seng! Paa denne Tid af Dagen --?

Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med
Tpperne op om rene -- og tudbrlende.

Detektiven fik ham rusket op og kldt paa i en Fart, saa ned ad
Trapperne og i Drosken med ham, altsammen fr det stod ham egentlig
klart, hvad der skete.

Hvad skal jeg gre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af
mig, var det frste, han mlede. Maaske har de fundet min Kone et
eller andet obskurt Sted ...

Ja, De skulde have vret mere elskvrdig mod hende, kre Herre!

Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor krer vi
hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!

Detektiven sprang ud i en Fart.

Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!

Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig
indigneret.

Naa ... ja, det var saamn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud,
Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.

Detektiven smilte: Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!

Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og
fr han fik Tid at gre Modstand, var han puttet ind i Drosken.

Kr Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!

Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er
vanskeligt at sige. Parker talte frst.

Hr. Greve! Hm! Maa jeg sprge ... hvor tr De ... putte mig ind i
denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.

Majendie rmmede sig advarende.

Parker forsgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.

Sid nu roligt et jeblik, lille Ven!

Majendie skelede til Parker:

Min Kone er myrdet, at De ved det!

Myrdet? Parker stirrede. Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm,
maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ...
men more sig kan hun med en mrkhaaret ventyrer ...

Ja, hende var det, der delagde min.

Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en
Kone....

Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen
i en snver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre
Smaahandlende.

Vrsgod, mine Herrer, kom saa!

Nlende krb de to Fjender ud af Vognen. Sprgende saa de paa
hinanden.

Dren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snvre
Trapper. Der var kun n Sal og n Indgang.

Ingen Navneplade paa Dren.

Detektiven betnkte sig lidt.

Dren var gammel og skrbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.

Vrelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.

Parker gjorde atter Spektakel. Hvad i al Verden er det for et
hsligt Rum. Er De gal, maa jeg sprge?

Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv
Times Tid.

Pludselig for Detektiven op.

Stille! Der kommer nogen!

Lyden af Fodtrin hrtes paa Trapperne.

Parker aabnede nysgerrigt Dren paa Klem.

Men nppe havde han gjort det, fr han gispende for tilbage. Dd og
Pine, det er jo min Kone, kldt ud som ordinr Blomsterpige! Gaa
ind i den anden Stue, aa gr det ...

Majendie lb til Dren og kiggede nysgerrigt.

Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, fj, Deres Kone har en
modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.

Parret kom ind.

Parker for dem i Mde.

Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!

Majendie saa maalls paa sin Tjener:

I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige,
lbe bort med en Guldfugl!

Detektiven kom til.

Maa jeg saa have den re, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru
Majendie!

Han gik hen mod den snavsede Tjener.

Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?

Der blev ganske stille.

Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, den nye
Tjener, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne
Krller.

Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistnkt mig for noget
slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnddesaft paa
Kinderne.

Majendie saa forvirret ud: Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er
dog virkelig et meget ondartet Puds!

Kreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop!
Da Du sagde, Du vilde vre ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de
5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa lb jeg over Gaden
til Fru Parker. Marie, sagde jeg. Skal vi vdde?

Det vilde hun.

Vi vdder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en
Uge, uden at Cyril skal kende mig.

Er Du gal, sagde hun.

Hvor meget vdder vi?

En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.

Her afbrd Fru Parker:

Ja, jeg vidste jo, Majendie havde srlig god Brug for de Penge, men
jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at
gre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!

Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:

Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore
Intriger, der var godt nok fundet paa?

Greven bukkede: Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et
lidet ijnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv
maa den Slags Ting nu til Dags vre Bagateller -- og er det da
ogsaa, heldigvis.

Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at trffe.
Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat
Belnning. Jeg nnnede ikke heller at lede ham i Fristelsen.
Forelbig forstod jeg, der maatte vre Kvinder med i Spillet.
Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest
til Pengene. Jeg lod ham lbe, altsaa. Frst vilde jeg prve
Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.

Det Papir --?

Ja. Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. Et af
Smykkerne laa jo indsvbt i Papir med Konditorens Firmamrke, der
bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?

Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde
kbt Kager dernede....

-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!

Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker? ld det rgeligt
fra Fru Majendie.

-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet
Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sdvane# havde vist sig
bedragerisk: Hvor sde Sager er, holder Kvinderne til!

Saa bukkede han hfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.




IV. -- ET GAADEFULDT INDBRUD.


Kapitel I.

 (Hvem er det?)

Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilflde, da
hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget
gerne vilde tale med ham.

Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervs ud end
sdvanlig.

Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker
til Affre!

Er det alt, hvad De har at fortlle?

Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrkkeligt? Han satte
sig. Ser De, Indbrudet glder Villa Azalea, hvor min Veninde,
Frk. Tonny Darling bor.

Detektiven kendte baade Hus og Dame.

Greven fortsatte: Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende!
-- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun
#maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det vrste!

Hvad da?

Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne
Affre. Kan jeg stole paa Dem?

Selvflgelig. Gaa nu bare til Sagen!

Godt. Greven rokkede lidt paa Stolen. Jeg har i sin Tid givet
hende et skriftligt gteskabslfte, som hun gemte paa Bunden af sit
Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gre? Netop nu, da min
Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...

Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt
-- denne gamle, korrekte Adelsmand.

Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...

Mellem os sagt, Hr. Detektiv! Greven rykkede sin Stol nrmere og
hviskede: Har hun og jeg vret lidt uenige i den senere Tid. Det
skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har
foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale
gteskabslfte som Vaaben imod mig.

Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?

Ikke Spor; men jeg kunde tnke mig det.

Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?

Hun bor der alene med sin Tjenestepige.

Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?

Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg
kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.

Detektiven rejste sig.

Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid.
Maaske vil De mde mig derude.

Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!

Og saa gik han.

       *       *       *       *       *

Tjeneren havde nppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han
meldte Detektiven nyt Besg. Det var en Herre, som ngtede at opgive
Tjeneren sit Navn.

Sprg, hvad han vil mig?

En hs Stemme afbrd Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.

Det skal jeg nok selv fortlle Hr. Greven!

Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.

Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles.
Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.

Gaa blot!

Tjeneren gik.

Hvad vil De? Men hurtigt!

Fyren var en lille understsig Proletar paa de 24. I den ene Haand
bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at vre inddt
rasende, i jeblikket nppe ved sin Forstands fulde Brug.

Ja, dr gaar han! Fyren kiggede ned paa Gaden. Pas paa, han ikke
bilder Dem for meget ind. Grev Georg Carman kalder han sig -- jo,
han er en dejlig Kavaler!

Detektiven begyndte at more sig.

Kender #De# ham?

Ja vist gr jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Snnen
rundt og tager Brdet af Munden paa rlige Folk.

Saa--aa? Hvad har han da gjort?

Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde
nnnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har vret her,
jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortlle, at
der havde vret Indbrud paa den Rnne, han kalder Villa Azalea. --
Nu skal jeg fortlle Dem, hvem der har gjort det, sknt jeg ikke
vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!

Detektivens Munterhed voksede.

De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat
Indbrud paa Villaen?

Ja naturligvis! Jeg har hrt, De kalder Dem Detektiv! Han lo
haanligt: Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen
Politibetjent.

Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kre Mand?

For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg lnges
snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.

Manden betnkte sig lidt, saa fortsatte han:

Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar
jeg gr en Ting, saa gr jeg den grundig.

Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget!
Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem
Vinduet i et lille Vrelse med hvide Vgge, men paa et Bord derinde
opdagede jeg Flaske og Glas. Selvflgelig vilde jeg have en Slurk og
satte min Taske fra mig. -- --

Og saa kan De tnke Dem, Herre: Da jeg stod dr i Mrket og vilde
til at vederkvge mig, blev Vrelset pludselig oplyst af et
vmmeligt Skr, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.

Det hele varede kun et jeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg
havde set nok. Jeg nskede ikke at blive lngere og maaske tvinges
til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet. Dermed
saa han udfordrende paa Campnell.

Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsg
gjorde paa at nappe Dem?

Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er
meget vrre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at
glde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et
Tilflde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre
Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!

Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.

Det var ungteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.

Har De maaske nogensinde set Mage? vedblev Tyven. Gammelt Brd og
Flskestumper og afgnavede Kdben og Osteskorper ... som om jeg
havde vret en forsulten Fyr, der trngte til et usselt Maaltid.

Maa jeg sprge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af
Deres Taske og lagt dette i Stedet?

Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet.
Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det frst, da det var for
sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort
Ulykken! At han kunde nnne det ...


Kapitel II.

 (Damen.)

Villa Azalea laa i en Skov og var omgivet af de hje Trer.

Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Kldedragt var altid
stilfuld og luksuris. Hun kunde til Tider vre kold som Is, og
netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest
tilfrosne Stemninger.

Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen
lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.

Hvad skylder jeg ren ...

Et Indbrudstyveri, der skal vre foregaaet her sidste Nat.

Ja saa, ld det ligegyldigt. Carman har nok sendt Bud efter Dem.
Han kunde saamn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det
Hele.

Gr De det, Frken? Er der da opdaget noget nyt?

N --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman
kan narre mig? Indbrudstyveri! Hun lo paa sin kolde, spottende
Maade. Han er selv Indbrudstyven.

Saa--aa?

Ja, havde han vret i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog
mine Juveler. Men dette! At stjle sit eget gteskabslfte til mig
--.

Detektiven satte sig til Ro.

Maa jeg sprge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er
forsvundne?

Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at fle, hvis
han pantstter dem.

Blev De vkket sidste Nat?

Nej, jeg maa tilstaa, han var lydls i Vendingen. Sknt, det er jo
meget muligt, han har haft en Medhjlper.

Der blev ringet paa Entrklokken.

Det er vist Carman. Campnell vendte sig mod Frkenen. Det vil jeg
sige Dem: han er uskyldig!

Frkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervst fo'r hun op
fra Sofaen.

Hvad mener De med det? jnene gnistrede.

Hvad jeg siger.

Aa, I Mandfolk! Hun stampede i Gulvet. I gaar med hinanden gennem
tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem
tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke
Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal
vi se!

Frkenen gik majesttisk hen mod Dren. Da hun naaede den, viste
Carman sig. Han stirrede paa hende.

Er der noget i Vejen?

Aa, lad vr' at skab' Dig, svarede Frk. Darling og forsvandt ud af
Stuen.

Carman gik hen til Detektiven og hviskede: Tror De, hun har gjort
det?

Hun siger, det er Dem selv!

Mig? -- Jeg har ikke vret her i Nrheden hele Natten.

Er De sikker paa #det#?

Manden slog jnene ned for Detektivens skarpe Blik.

Ja selvflgelig er jeg sikker --

Vis mig lidt omkring, hvad?

Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.

Undersgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.

Det skal vre her, Fyren brd ind, berettede Carman, da de stod i
det hvide Vrelse.

Detektiven undersgte det: Vrelset var lille med et Bord i Midten,
hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte
Tasken fra sig.

Detektiven bemrkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I
Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.

Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nrvrelse?

Det tror jeg ikke. Carman saa ned i Gulvet.

Det er for Resten grinagtigt at male et Vrelse med saadan
kridhvide Vgge, hvad? Detektiven betragtede ham forskende.

Hun vilde have det. Det gav saadan Klighed. -- Er De saa snart
frdig med deres Undersgelser?

Ligestraks, kre, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Vrelset,
hvor Skrinet med gteskabslftet og Juvelerne staar.

Ja--a? Det er hendes Sovevrelse! Jeg tror, hun er derinde, det
plejer hun i hvert Fald at vre, naar hun er i ondt Lune.

Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Vrelset under disse
Omstndigheder.

Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Dren,
inden hun svarede.

Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gr Dig saa megen
Ulejlighed med det gteskabslfte, eftersom det ligger i din egen
Lomme, vedblev hun.

Tonny, jeg svrger ...

Aa, lad vre. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejger#, #Du# er!

Men Tonny, hvor kan Du sige det! Ordene syntes virkelig at gaa ham
til Hjrte, bemrkede Detektiven ... Jeg, der elsker Dig saa
inderligt ...

Grev Campnell gik videre frem i Sovevrelset.

Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserd Silke. Paa
Bordet stod et dejligt Ruslders Skrin.

Er det Deres Smykkeskrin, Frken?

Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven -- et Blik paa Carman, har
allerede brkket Laasen i Stykker.

Detektiven aabnede det.

Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.

Damen fo'r derhen: Har han ladet #noget# ligge? Hun stampede i
Gulvet og vendte sig mod Carman. Det har Du gjort! Du har gjort det
#bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du
bange.

Carman stirrede maalls paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var
propfuldt af Juveler igen!

Jeg tror slet ikke, de har vret borte, kom det trt.

Maaske mit gteskabslfte ogsaa ligger der, hvad? ld Frkenens
spydige Svar.

Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette
var og blev tomt.

Du har selv gemt gteskabslftet. Vist har Du saa! paastod Carman.

Detektiven gik hen mod Dren.

Lidt efter kom Pigen ind.

Ringede De, Frken?

Detektiven svarede:

Det var mig, der ringede. Undskyld, Frken, jeg tog mig den
Frihed!

Saa vendte han sig prvende mod Pigen: Det var en stor Fejl af Dem,
at lgge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade
Hr. Hiles at tage dem med sig.

Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.

Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: Det er hende her,
Frken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i
sin Varetgt.

Pigen var usdvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.

#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#

Men hvorfor tror De dog det? Frkenen stirrede ganske
uforstaaende.

Detektiven trak paa Skulderen.

Hvorfor? Selvflgelig, fordi hun er en Besvimelse nr alene ved min
fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler
kun gteskabslftet.

Nej, nej ... Frkenens re var truet. #Saadan# er Carman ikke ...
en Tjenestepige!

Kvindejger, sagde De fr, Frken! Det kom mig ungtelig ogsaa lidt
overraskende.

Detektiven betnkte sig et jeblik. Men da han saa, Pigen ikke
bengtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han
stadig prvende:

Hun har i lngere Tid haft gode jne til det gteskabslfte, som De
-- Haanden paa Hjrtet, Frken! -- har vret lidt indiskret med.
Planen, hun har udtnkt for at faa det fat og dog forhindre, at
Mistanken faldt paa hende, har vret ganske snild. Hendes Fejl er
blot, at hun har vret for hurtig til at dkke sig.

Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rd.

Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:

En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i
lngere Tid haft i Sinde at gre Indbrud paa Villa Azalea.
Erfaringen har lrt ham, at det frste Redskab er en Tjenestepige,
der lader sig udsprge. Men hun har selv af visse Grunde villet
til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat vk
ladet ham stjle, men har under Dkke af #hans# Bedrift selv
stjaalet gteskabsdokumentet.

Det er Lgn! fnysede den stakkels Pige indigneret over
Beskyldningen.

Ja saa. vedblev Detektiven roligt. Sidste Nat brd Fyren ind.
Sknt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt
tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Vrelset med
de hvide Vgge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat
der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en trstig Sjl.

Hiles gik naturligvis i Flden. Han satte Tasken med det kostbare
Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.

I samme jeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig
skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog
hun Htten af den Laterna magica, jeg fr saa staa i Vrelset og som
-- det undersgte jeg -- i et Nu kan gengive et stort Billede af
Grev Carman (til slig Morskab er jo Vggene hvide)!

Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis
bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne
og manglede naturligvis Mod til #ikke# at lgge dem tilbage. Men
gteskabslftet har hun endnu.

Nej, jeg har ikke!

Vist saa! De har det jo hos Dem i dette jeblik!

Pigen rystede over hele Legemet.

Kom med det, ellers sker der en Ulykke!

Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.

Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.

I samme jeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i
hysterisk Graad.

Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.

Det var virkelig gteskabslftet.




V. -- DEN STJAALNE TRAKTAT.


Kapitel I.

 (I Udenrigsministeriet.)

Den Agtelse, Grev Campnell nd selv i de hjeste Kredse, skyldtes
fra frst af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.

Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at vre
bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til
Kontorchefen, Kammerherre Horsam.

Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig
Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra
Kontoret, omtrent lige for Nsen af mig.

Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?

Ja--a? Her er netop det prekre Punkt. Vi har ikke alene
Mistanke, vi har noget, der nrmer sig strkt til Sikkerhed. Han
lnede sig over Bordet hen mod Detektiven og snkede Stemmen:
Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas
Regeringsbefuldmgtigede.

Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.

I #det# Tilflde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget nsker
Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.

Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand
--. Frst og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet
Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi
tvivler lidt om, det #altid# har vret hans Navn.

Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: Jeg tror egentlig
ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i
den Hensigt at slge den, eller paa anden Maade at stille den til
Disposition for den Regeringsbefuldmgtigede fra Caracas. De aner
ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Reprsentanter, vi til
Tider har med at gre, naar det glder Sydamerika.

Kammerherren fortsatte: Den hje Herre fra Caracas er Don Martinez
Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemrke, at mens han taler spansk og
engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de
Coronads kun engelsk, og det med strk irsk Dialekt.

Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel
personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager,
hvori han er strkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke
om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af
Vigtighed for ham at faa hurtig og njagtig Kundskab om dens
Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til
at skaffe ham den.

Dermed tav Kammerherren.

Ja ja -- det fremgaar jo nsten direkte af Deres Ord, at Coronads
er Tyven.

Ja desvrre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De
Regeringsbefuldmgtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig
sammen og forlangte paa en noget paatrngende Maade straks at komme
i Audients.

De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden.
Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak
Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at
han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med
ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit
Bord. Frst da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var
den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er ungteligt det
frkkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.

Hvornaar fandt det Sted?

Det er ikke en Time siden!

Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt
af Caracas Reprsentanten endnu.

Maaske, men jeg tror det nppe. Han trnger vist til hurtig
Meddelelse.

Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?

Aa -- en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant
Ydre. Hj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde
herkuliske Krfter.

Og den anden?

Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervs ... lidt feminin
maaske. rlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfdte
Evropere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dr har
opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.

Hvor bor Panama Fyren?

I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa
Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men
ventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre
deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers.
Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis
Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig
Kundskab om Traktatens Indhold, vil #vi# faa store Ubehageligheder.

Detektiven rejste sig for at gaa.

Naa, Hr. Greve -- hvad vil De saa gre?

Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.

Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den #straks#, hjlper De os.
Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre
lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar
Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.

Selvflgelig.

Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Dren, men blev pludselig
staaende.

Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilflde, hvor Hensigten
helliger Midlet?

Hm --? Kammerherren forstod ham. Udenrigsministeriet paatager sig
selvflgelig intet Ansvar for Deres Undersgelser. Det kan vi
ikke.

Aa nej -- saamn.

Detektiven gik med et Buk.

Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: Han vover
saamn det vrste --!

Og han fik Ret.


Kapitel II.

 (Hos Panama-Reprsentanten.)

Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst
beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var
en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Sovevrelse
ovenpaa. Det var det Hele.

Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og
sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:

Panama Staten stod paa svage Fdder. Fik han ikke snart de Penge
sendende, begyndte det at blive svrt ubehageligt. Nu havde han
allerede Salr for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter,
fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.

Manden tndte sig en Cigar og fik Whisky frem:

Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig
Villa og lever paa Gld. Han skylder saamn mange tusinde bort.

Han lagde sig tilbage i Lnestolen: Men godt nu alligevel, jeg fik
Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den
i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg
sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale
rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-jne.
Skade blot, jeg ikke frst kan lse den selv. Men Spansk kan jeg jo
ikke! Ja--a forsge kunde man jo ...

Manden var ifrd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over
Hovedet paa ham bagfra og med mrkvrdig Behndighed slynget et Par
Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig
rejst.

Foran ham stod en hj Mand, ifrt lang, mrk Ulster, smget op om
rene, en stor bld Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var
fuldstndig skjult. Han holdt en Revolver tt ind mod hans Pande.

Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin frste Forbavselse,
begyndte han:

Det er en nydelig Opfrsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad
Vinduet og gebrder Dig saaledes?

Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk
Accent:

Synes Du, Slyngel af en Diplomat?

Joachim -- Panamagesandten -- saa sig forvirret om.

Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa hjt; de kan hre det ned paa
Gaden.

Caracas Manden lo blot.

Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag
mig? Har Du maaske taget dine Fdder op, siden jeg ingenting har
hrt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til
en Stol?

Du er dejlig, saa uskyldig -- ikke?

Er det Traktaten, Du mener? -- Jeg skal vre rlig overfor Dig,
Gustav. Jeg lj fr, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede
den i en Fart i Lommen; Du skulde selvflgelig have den i Morgen
igen.

Eller nu med det samme, hvad?

Ja ogsaa det, saa inderlig gerne --

Joachim saa sprgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.

-- Men Du glemmer da ikke, kre, at give din Ven en Ubetydelighed i
Gratiale for al hans Ulejlighed?

Staar der noget i Traktaten om mig? spurgte Gsten i en truende
Tone.

Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke lse det forbandede
Sprog.

Hvor er den da?

N, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...

Hvor er den, siger jeg?

Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget srt i Din
Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?

Spg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er,
faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor! Den anden truede
atter med Revolveren.

Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...

Gsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de
forskellige Sager i Vrelset.

Lad vre at rode i mine Sager! Rrer Du nogetsomhelst, raaber jeg
om Hjlp; saa er Du frdig.

Den anden undersgte uforstyrret.

Don Joachim skulde lige til at brle om Hjlp, da den anden greb ham
i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget
over Fyrens Nse og Mund til Trods for hans Modstand.

Og virkelig: Joachims jne lukkede sig. Lemmerne faldt viljelst
sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle
krampagtige Trkninger, saa blev han helt stille ...

Chloroformen havde virket.


Kapitel III.

 (Diplomaten.)

Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at
besge sin Kollega fra Panama.

Har Du travlt?

Panama Diplomaten svarede ikke.

Den anden kom nrmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.

Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?

En nrmere Undersgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men
dd da? Dd i Stolen? Nej, han rrer sig heldigvis!

Caracas-Herren rystede ham let: Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det
Reb bort! Hvad betyder alt dette her? Han skar Rebet over. Men
nppe havde han gjort det, fr Vennen fik Overballance og nsegrus
styrtede ned mod Gulvet.

Den anden stirrede forvirret.

Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt
efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald jnene op og saa sig
forvirret omkring.

Er Du daarlig, lille Jim?

Er Du her endnu, dit Afskum!

Ja, naturligvis er jeg her.

Og Du griner af mig? Han forsgte at rejse sig.

Langt om lnge lykkedes det. Vennen vilde stadig hjlpe, men Jim
skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hnder:

Bliv, hvor Du er! Med usikre Skridt famlede han hen mod Dren,
drejede Nglen i Laas og stak den i Lommen.

Hvorfor lukker Du Dren?

Den anden forstod stadig ikke en Tddel af hele den besynderlige
Opfrsel.

For at forhindre Dig i at komme ud -- denne Gang kan Du vel ikke
benytte Vinduet.

Vinduet, nej Vorherre bevares, lo Vennen, da Joachim lukkede det
med et voldsomt Brag.

Saa stampede han i Gulvet:

Frem med Sproget! Har Du taget den?

Hvad for en?

Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyvekngt. Har Du taget
Traktaten?

Ved Lyden af Ordet Traktat foregik der en pludselig Forandring i
den andens Udseende.

Han blev uhyre ivrig med et:

Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den fr. Du har den! Nu kommer
Du med den!

Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin
Traktat, mens han skldte den anden al Hder og re fra.

Til sidst greb han en Revolver og truede ls.

Caracas Diplomaten afbrd:

Hr kre, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem
os!

Hr nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. #Du#
svarede: jeg skal skaffe den! -- Jeg skulde saa efter Aftalen tale
med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjle den.

Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Fr, da Du kom ind ad
Vinduet!

Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget
Vindue.

Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan
forlange en strre Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?

Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!

Nej, ved Du nu hvad --!

Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved,
indtil de sloges som Rasende.

Lad vr', lad vr' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt
dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg
frst er gaaet hjemme fra, et Kvarter fr jeg kom.

Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg --

Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste
Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.


Kapitel IV.

 (Atter i Udenrigsministeriet.)

Det var nste Morgen.

Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde
nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nrmere Oplysninger.

Hm -- hvem siger De, det er, som vil tale med mig?

Gesandten fra Caracas.

Kammerherren tav. Hm -- hvad vil nu han? tnkte Manden. Er der
mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?

Han vendte sig atter mod Assistenten.

Aa vr saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag
Deres Arbejde med.

Et jeblik efter traadte en hj, slank Herre ind.

Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen! Akcenten rbede
Tyskeren. Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat
--

Kammerherren spidsede ren.

Saa--aa?

Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ... Ja, jeg ved ikke,
forstaar det slet ikke ... jeg fik den med blandt de mange andre
Papirer, Kammerherren gav mig. Og han rakte ham et Dokument.

Hm -- tak! Maa jeg sprge, opdagede De #det#, da De var gaaet
herfra?

Ja, heldigvis --

Og har beholdt den indtil nu!

-- Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke
aabent om Natten --

Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Vsen og Stemme,
som --

Hvad Fanden --! Grev ...?

Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre! afbrd den maskerede Detektiv og
tyssede med Tegn og underlige Blikke.

Jamen kre, saa sig mig ... forklar Dem dog --

Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg
giver dertil mit resord paa, at ingen, som kunde lse den, har set
den.

Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?

Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er
det et Tilflde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu
har De den jo forvrigt tilbage i bedste Behold.

De saa paa hinanden.

Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at rbe det
fjrneste i en Assistents Nrvrelse. Sagen maatte ende paa denne
naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage --
Punktum. I alle andre Tilflde blev jo Ministeriet kompromitteret.

Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:

Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forvrigt godt, jeg
ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. -- Aa ja, med
fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nd. Altid Gentlemen
til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.

Grev Campnell bukkede.

Kammerherren fortsatte til Afsked:

Farvel! D'Hrr. gr mig altsaa Fornjelsen i Aften Kl. 6. Det er
rent privat, en lille Middag i Ro ...

       *       *       *       *       *

Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede,
gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige
Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning.




VI. -- DEN SNEDIGE HERREDSFOGED.


Kapitel I.

 (Den undslupne Fange.)

En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige
Dem det!

Vrten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gster, to
unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dr. Selv var han
gammel og let at skrmme, men sknt han var Krovrt, havde han altid
for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.

De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres
nske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.

Ved Bordet talte de videre om Sagen.

Er de paa Spor efter Fyren? spurgte den unge Landskabsmaler Gray.

Nej, ikke det fjrneste ...

Er Historien berettet Grev Campnell? spurgte Kameraten videre og
saa interesseret paa Kromanden.

Grev Campnell -- hvem er det?

Detektiven! Kender De ikke ham?

Den Gamle smilede overbrende.

Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer
derinde i Hovedstaden ... Den Gamle rystede paa Hovedet. Han duer
ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Krnekarl,
kan De tro, der magelig stikker alle deres -- Grever!

Saa--aa? Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede
opmrksomt, for nu begyndte den Gamle at fortlle Historier om
Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte,
maatte de indrmme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige
Slags.

Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de
jeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Mde, og i de
flgende Dage hrte man intet til Sagen.


Kapitel II.

 (Uhyggeligt.)

Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gre Studier i
Marken og stod tidlig op.

Vejret var fortrinligt, og Humret var af samme Beskaffenhed.

Nppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Dren, fr de var
aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik
Hr. Gray Tid til at standse og tnde sin Pibe, som var gaaet ud,
fortvivlet over al den lrde Snak.

Han saa sig tilfldigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes
pludselig, noget gled ned ad en Hj et Par Hundrede Alen borte. Men
han havde ogsaa Solen lige i jnene, indsaa Bedraget i nste Nu og
gik videre med Diskusionen.

Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmssigt, og nu gav han
et Skrig fra sig af Angst.

Lane vendte sig om.

Hvad Pokker er der dog, Menneske? ld det forbavset. Der var
nemlig intet at se.

Ja, jeg ved ikke ... Gray smilede lidt flov. Men jeg synes ...
jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som
kiggede frem over Hjen derhenne.

De stod lidt og ventede ...

Snak! Du drmmer jo, kre. Du er bange for Fangen. Kom -- nu gaar
vi videre.

Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hrte
opmrksomt efter en Tid -- saa #maatte# han vende sig om igen.

Jo Du! Han greb Vennen i rmet. Der kan Du se! Der kryber en Fyr
efter os paa alle fire!

Tys! Vr bare rolig! hviskede Kameraten. Lad ham for Guds Skyld
ingenting mrke.

De gik atter videre, hvert jeblik forberedt paa det vrste.

Men der skete intet.

Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?

N -- men -- han vendte sig atter ... og udstdte et Skrig af
Forfrdelse.

Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod hj, syntes han, og
kldt i den afskyeligste Fangedragt.

Synet var tilstrkkeligt. Vennerne lb af Sted, alt hvad de kunde.
Fangen bag efter dem.

De smed Randslerne. Det gjaldt om, at lbe saa hurtigt som muligt.

Men Fangen lod Randslerne ligge og lb af Sted som de andre.

Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.

Et Gldeshyl. Naa endelig fik jeg Jer! grinede Fangen og standsede
forpustet.

Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som
intet.

God Dag! Puh, det er frygteligt varmt --

Aa, De skal nok faa det varmere -- kom det forbitret.

Gray fortsatte og rejste sig op:

Naa, naa, De skal saamnd ikke vre bange for os. Vi skal ikke gre
Dem noget. Tvrtimod vi har den strste Sympati --

Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.

Ha--a--a--a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni
Mennesker med denne min hjre Haand, og I skal gre mig Fornjelsen
med!

Et mere djvelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og
som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dvrge sammenlignet med
ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod hj og kldt i Fangedragt
... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter.
Benklderne naaede kun til Knene, #dr# kom de bare Ben frem. Midt
paa Armen holdt rmerne op, og en spraglet Skjorte besrgede Resten.
Rdselsfuldt uhyggeligt!

I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.

Hvad skal jeg nu gre ved Jer --?

Hvad De skal gre? Gray bevarede med megen Anstrngelse sin
Koldblodighed, hans Stemme sklvede dog. Lidt Penge har vi jo hos
os ... De kan faa alt, hvad vi har.

Penge -- fj! Han spyttede haanligt. Atter truede han med
Revolveren og smilede ondt. Tag jeres Frakker af! Naa! En -- to --

Kunstnerne adld mekanisk og trak Frakkerne af.

Fyren saa paa dem, flte paa Tjet, men syntes ikke tilfreds.

Vesten med! brlede han.

Jamen, kreste Herre -- Lane standsede midt i Stningen. Det hjalp
ikke at modstte sig, Vesten kom af. Saa vrs'god, maa vi saa vre
fri?

Fyren brummede. Kom med Benklderne og jeres Strmper! Stvler og
Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os
ikke skndes, det hjlper slet ikke.

Der var ingen Udvej.

De maatte give ham baade Strmper og Benklder og stod saa dr i bar
Skjorte og Hat.

Hm--m -- For frste Gang kom der noget af et velvilligt Smil over
det hslige Ansigt. Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tlle dem.

De adld instinktsmssig.

Fyren betnkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tj i
Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede
han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende
Ord.

De to Skjortekldte stirrede efter ham og ventede endnu en
Overraskelse.

Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor ndigt de
vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste
Skjorte ...


Kapitel III.

 (Rettens Folk.)

Stands, eller vi skyder!

De var nppe naaet Halvvejen, da de hrte det Raab. Varme og
forvirrede standsede de og saa sig omkring.

Paa en Skrnt bagved dem stod et Par Mnd. De befalede i Kongens og
Lovens Navn at standse, hvis de Skjortekldte ikke vilde skydes ned
med det samme.

De standsede altsaa.

Politiet kom farende.

Grib dem! kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene
adld beredvilligt.

Endelig! triumferede Herredsfogden. Stille, ikke et Ord, vil jeg
hre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tj for at gre ham
mere ukendelig og maa selv lbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I
bor her i Nrheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se
det paa jer, man narrer mig aldrig.

Kre Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De
kan naa Fyren endnu ... han tog vort Tj ... tvang os med Magt.

Med Magt? Herredsfogden lo haansk. Ja, der ser jeg #atter#, I
lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der
ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.

Han tvang os til det med #Magt#! Det er sandt! Han har Krfter som
en Bjrn, den Kmpe, han er --

Kmpe? Sagde De Kmpe?

Ja vel gr jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for
lille, derfor maatte vi --

Herredsfoged, se der! Lane afbrd og pegede ned mod den nvnte
Mark. Kan De se, Hr. Herredsfoged, dr er han igen! Vi kan naa ham
... han gaar endnu med vort Tj under Armen.

Ja saa min Sandten! hviskede Herredsfogden overvldet. Der er
han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for
Hjlpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tj kan De hente
hos Inspektren, eller hos mig, vi siger hos mig --

Herredsfogden gav sine Hjlpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned
mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.

Frst ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi frst nu smed han
Tjet og lb, alt hvad han kunde.

Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede,
og Betjentene omringede ham.

Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjrnene! raabte
Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i
Grftekanten for at trre den varme Pande og dr oppebie Fangsten.

I Fangeklderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret! triumferede
Herredsfogden, da de bragte Synderen. Ja saa afsted i en Fart! Og
tilbage gik det mod Fngslet med det vrdifulde Bytte. Herredsfogden
fljtede Dansemelodier af Selvbeundring.

Luk op! Det er Herredsfogden!

Fngselsporten aabnedes straks.

Kald paa Inspektren!

Inspektren kom farende i nste jeblik.

Vrs'god, Inspektr! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet
gjort sin Pligt.

Nej er det muligt --? Inspektren saa paa Fangen og derfra paa
Herredsfogden.

Jamen --? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa hj --!

Ja vel, vist saa! Haanligt ld Herredsfogdens Stemme. Men i
Fangedragt, og flgelig ogsaa brudt ud! -- Han er vokset en Smule,
ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en
mgtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo lst saa tidt!

Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse -- og alligevel tvede
Inspektren mod Sdvane.

Hm, ja -- men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror,
Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...

Sig det blot, Inspektr! ld det pludselig fra Fangen, der ikke
havde mlet et Ord fr nu. Anholdelsen er jo grebet helt ud af
Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.

Begge Herrerne vendte sig sprgende imod ham. Skgget var borte,
Manden var helt forandret.

Grev Campnell stod for dem.

       *       *       *       *       *

Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.

Denne havde lnge fundet Herredsfogdens Forhrs- og Opdagermethode
under al Kritik, (hvor strkt end visse Folk paa Egnen bermmede
ham, i Tillid til Mandens egne Fortllinger om hans Talent) men
havde desuagtet som hans Omgangsflle og gamle Ven trykket sig
strkt for en Henstilling om Naade og Pension.

#Nu#, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders
#hurtigste# Paagribelse, flte Ministeren sig dobbelt betnkelig
over, at lgge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks
henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjlp.

Resultatet blev, som af Detektiven forudset:

Paagribelsen virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens
Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansgning paa Grund af
Alder, og nu var der intet stdende i, at Detektiven overtog
Efterforskningen.

Selvflgelig frte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages
Forlb atter sad forsvarligt indesprret bag Fngslets Mure.

Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge
Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hrte, det blot
havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette
Uduelighed.

Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at
Greven var bleven mistnkt for at vre den udbrudte Fange, der var
-- vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!

Men naturligvis -- nu forstod man Grunden til den pludselige
Afskedsbegring paa Grund af Alderdom.




VII. -- SAMMENSVRGELSEN.


Kapitel I.

 (Beslutningen tages.)

De sad omkring Bordet, en Samling mrke, formummede Skikkelser i det
ilde berygtede Baggaards-Hus.

Da Oplsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:

Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt
forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensvrgelse mod
Krigsministerens Liv ...

Der var Ddsstilhed. Alle saa ned.

Obersten talte igen:

Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...

Atter Ddsstilhed.

Oberst -- det er Forbrydelse! indvendte en enlig Stemme,
frygtsomt, forpint:

Men Obersten smilede blot.

Da alle stadig sad stille og tvende, vedblev han: Ja ja -- saa
lgger #jeg# for! Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med
store Bogstaver.

Saa rakte han det til Ljtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen:
Naa, efter R flger vel S --?

Manden skrev tvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet
videre gennem den tavse Forsamling.

Major Dyson var den sidste.

Det koster vel nok mit Hoved, sukkede han, men vi maa jo, vi maa
jo -- --

Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa
greb han sin Stok.

Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden
anskaffede Stok. Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstndig
skjule det sammenrullede Dokument. Se saa, mine Herrer, smilede
han til Farvel. Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan
det. Husundersgelse hos Officererne hjlper ikke. Dokumentet er i
fineste Sikkerhed. Skal vi vre enige om det?

Det var man. De brdebetyngede Samvittigheder flte sig ligesom
lettede.

       *       *       *       *       *

Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig
ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nrmede man sig
jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage,
og saa --

Obersten havde mange rinder at udrette, og det blev sent, inden han
naaede hjem.

Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedr, da han standsedes af
en yngre Mand, der hilste rbdigt.

Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra Tiden, der gaar saa
mange Rygter angaaende en voksende Misfornjelse blandt Hrens
Officerer, og -- --

Ja, ja, vist saa, vist saa! Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i
de alvorligste Folder.

Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn, vedblev
Journalisten. Og havde ment det vilde virke beroligende og have den
gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres
skarpeste Fordmmelse -- --

Ja naturligvis, kre Ven, intet hellere vil jeg jo gre. Jeg havde
netop selv tnkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne.
Dr er vi langt mere ugenerte!

Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin
Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.

Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfldigt var
der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig
Afbrydelse.

Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...

En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste
Hjagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa
vellykket ad. Intet kunde jo vre kommet bedre tilpas i dette
jeblik, end netop den Bladneger.

Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu
havde hun ventet #saa# lnge, og Maden ...

Skidt med Maden! lo Obersten og gned sig i Hnderne. Nu er jeg
ved Maalet! Og han viftede med Stokken som med et Banner.

Maggie saa alvorligt paa ham.

Far! Har Du igen vret i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvad
#kan# Du dog have at gre der?

Saa, saa! beroligede Obersten. Der er mange Veje at gaa, kan Du
tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land -- mange Veje, en lille
Pige ikke kan fatte! Han tjattede efter hende med Stokken og gik
saa endelig til Bords.

Nppe var de frdige med Middagen, fr det bankede.

Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.

Saa for Pokker, hvad er der nu --?

Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle
Baggaardsbygning.

Resolut frte han dem ind i sit eget Vrelse og lukkede Dren i
Laas.

Naa, mine Herrer, lad mig saa hre!

Dyb Tavshed. Alle saa ned.

Endelig tog den gamle Major Ordet:

Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte
videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er
forhastet ...

Forhastet? Obersten studsede. Hvad vil det sige?

Det vil simpelthen sige, vi melder os fra! erklrede en af de
andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. Vi vil ikke have
Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte vre!

Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage! ld Stemmerne i
truende Kor.

Dokumentet! Obersten lo forceret. Jamen, kreste Mennesker, jeg
har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det
ikke. -- Det er bleven borte.

Borte! ld det i Kor, og Forfrdelse lstes i alles Ansigter.

Snak, det er Lgn! I skal ikke tro ham! protesterede den
fornuftigste. Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i
en Fart!

Ja, kom med den, hvor er den? raabte de op.

Jeg #har# den ikke, kreste Venner! smilede Obersten.

Majoren rev Dren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre
bagefter.

Lgner! Her er den jo! Her er den! Majoren svang Stokken truende
og prvede at lukket den op.

De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen
anden kunde faa Rede paa Mekanismen.

Resolut satte Majoren da Knet imod og brkkede den med store
Anstrngelser.

Et Papir faldt ud.

Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tt
omkring.

Hvad Pokker, det er ... det er --? Majoren vaklede og tabte
Papiret.

En af de andre greb det.

Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfrdelse, der lstes i
alle Ansigter. Han gik nrmere ... vaklede ...

Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var
det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets
Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:

    "Disse er Forrderne!"

Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.
#Sammensvrgelsen maatte vre opdaget!# Hvad skulde man gre?

Og hvordan i al Verden var det dog sket?


Kapitel II.

 (En fortrolig Samtale.)

En Uges Tid fr dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus,
var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt
rinde.

Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private
Kontor.

Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har
naturligvis anbefalet Dem strkt, efter Deres fortrinlige Resultat
med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lgge
Beslag paa Deres Dygtighed.

Greven bukkede.

Igen Tyveri?

Ak nej, meget vrre. En ondartet Misfornjelse blandt visse af
Hrens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de
Skyldiges Navne.

Disse Navne nsker De altsaa?

Ja! Ministeriet nsker at vide fuldstndig Besked om, hvad der
foregaar bag dets Ryg men -- han saa alvorligt paa Detektiven,
rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er
underrettede.

Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa vre den, at skaffe os
alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De
-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprr, Sammensvrgelse, eller
hvad det nu maatte vre, ved en eller anden Advarsel, saa vel og
behndig rettet, at Oprrerne ikke aner, hvorfra den kommer, men
alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvflgelig
indstiller alle videre Oprrsplaner af Frygt for Regeringens Straf.

Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Lsning: diskret
gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe
o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt
aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver
det truende Svrd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald
forhindrer, at Planerne bringes til Udfrelse. Han tav og saa fast
paa Detektiven: Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
tydeligere?

Jeg forstaar Dem fuldtud! erklrede Grev Campnell og saa tankefuld
hen for sig. Det er en lidt vanskelig Opgave --!

Meget vanskelig! Jeg indrmmer det. Men hvad skal vi gre? Med
Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har
instinktmssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hnger os over Hovedet.
Maaske vil Oprrsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket,
det kan jo vre ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem!
Landet og Officers-standen kompromitteres -- Ministeren slog i
Bordet, og Brynene rynkedes. Og det #maa# ikke ske!

Ja ja, saa maa vi handle, afbrd Detektiven resolut. Har De
Mistanke til nogen bestemt?

Ministeren trak paa Skuldrene:

Hovedmndene maa naturligvis sges blandt de overordnede Officerer,
saadan er det jo altid.

Ja vel. Men derud over?

Tr Ministeriet ikke have nogen enkelt mistnkt, Hr. Greve.

Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om
det.

Ministeren nikkede.

Og kan der da vre Tale om mere end en Snes fremragende Officerer
her?

Den adspurgte rystede paa Hovedet.

Greven betnkte sig lidt.

Send mig disse Herrers Adresser i Lbet af en halv Times Tid! Vi
maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er ndvendigt
som forberedende velse! ld det bestemt, da Ministeren tvede.
For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.

Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.


Kapitel III.

 (Forklaringen.)

Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i
Oberst Rowans Hus, og man dr blev enige om, at opgive al Oprr og
forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
Kontor.

Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:

... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde,
paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at flge D'Hrr.
og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjlpere syntes
bemrkelsesvrdigt eller ej.

Ungtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok
adskillige Gange paa Vildspor.

I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en
hul Spadserestok og netop i dette jeblik var inde at afhente
Genstanden i den og den Butik.

Jeg lod som intet og lod ham fortstte Spioneringen. Men Stokken
gjorde mig alligevel lidt mistnksom.

Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus,
hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.

Da han langt om lnge indtraf, prsenterede jeg mig som Journalist,
der nskede at offentliggre hans bekendte, regeringsvenlige
Anskuelser.

Han gik straks ind paa Rollen som Fdrelandsforsvarer og bd mig,
som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste
Kabinet.

Fr jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min hjre Haand:
bad ham i Lbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her
paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4
Minutter.

Det gik, som jeg nskede.

Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg
for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske
rigtigt et Dokument --

Et Dokument! afbrd Ministeren og vaklede. Hos vor udmrkede
Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?

Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.

-- Tilmed et Sammensvrgelses-Dokument med Deres
regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand! Han rakte Ministeren
det. Tja -- saadan er det.

Ministeren lste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hnder.

Sammensvrgelse .... mod mig! I yderste jeblik .... Grev Campnell!
Hvordan -- Han rakte ham Haanden i rystet Bevgelse. Dog, i nste
Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.

Ja, ja -- det er meget godt, det er udmrket godt, Hr. Greve, men
--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemgtiget Dem
Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
Advarslen, den ndvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo
forblive tavs og lade uvidende.

Det sagde De allerede til mig under vor frste Samtale, svarede
Detektiven. Jeg har selvflgelig taget mig Deres Ord efterrettelig.
De afbrd blot, fr min Beretning var endt.

Og han fortsatte med et Smil: Jeg #har# givet D'Hrr. den ndvendige
Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.

Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et
Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at lse med min fordrejede
Skrift. Nedenunder stod Ordene: Disse er Forrderne!

Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev
Campnell og trykkede hans Haand.

Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg
overbevist!

Ministeren fik Ret.

Om Oprr hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt,
at nppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere
Regeringstilhngere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods
Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og sgte at styrke
Aktierne ved eksemplarisk Opfrsel.

Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have vret heldigere valgt!




VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER.


Kapitel I.

 (Paa Havet.)

Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.

Fru Horner Joy flte sig ikke rigtig sstrk og laa paa en af
Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Dren sagte
aabnedes.

En hj, slank Mand kom ind.

Hvem var det?

Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham
fr. Han var ifrt graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og
skglst, men jnene sorte som Kul.

Fruens frste Tanke var, at han sgte nogen. Han stod der i Dren
ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.

Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og
nrmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:

Undskyld, sger De nogen her, med Forlov?

Manden stirrede paa hende med jne, der fik hendes Blod til at
stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage,
lukkede Dren og forsvandt den Vej, han var kommen.

Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin
Ssyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.

Naa, ja -- hvad saa? spurgte Manden. Han fandt ikke noget
mrkvrdigt i den hele Beretning.

Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nje om ved Bordet, men det
var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun
Kaptajnen.

Hvad siger De, Frue? N, Spgelser har vi ikke ombord, h, h, h.
De er bare ssyg! spottede han.

Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et
Spgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.


Kapitel II.

 (Det sre Mde.)

Nogle Dage efter Ankomsten til London gik gteparret Joy gennem
Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden blgede
Menneskemassen, Vognene rumlede, Avisslgerne og andre Gadebydere
raabte hjt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.

Joy! Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... Se der! Kan Du
se?

Hys--s! Manden tyssede. Lad dog vre at raabe saa hjt!

Joy, Joy ... ser Du da ikke, vedblev hun uanfgtet. Derovre,
derovre gaar han jo ... Spgelset fra Skibet, se!

gtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.

Men Fruen fo'r tvrs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og
hen til Manden.

Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte
Haand.

God Dag, hvordan har De det?

Jo, Tak ... sprgende gengldte han Haandtrykket. Jeg har det
meget godt, men ...

Kan De maaske ikke huske mig?

Huske? N----

Jamen prv!

Herren prvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.

N, jeg kan ikke, Frue ...? Den hje Mand med det sorte Haar og
blege, markerede Ansigt smilede blot.

gtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.

Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!

Damperen -- New-York? Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu
vrre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at
vre brudt ind i Damesalonen.

Det er Spgelset! Jeg ved det aldeles bestemt! erklrede Fruen og
saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede
Bryn.

Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik
et Lys op for ham.

Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min
Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok lnge troet,
han var dd derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spgelser. Ellers
vilde jeg sige, De havde mdt hans Genfrd. Det er ganske
mrkvrdigt --

Ligner Deres Broder da Dem?

Om han gr! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa strkt, at
fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue,
vr saa venlig at flge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem
hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig
skulde leve. Det er mig jo af hjeste Vigtighed at faa det opklaret.
Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i
Drmme og hrt ham tale ...

Saa er det et Spgelse! erklrede Fruen bestemt, og man satte sig
i Bevgelse til Hr. Stantons Hjem.

Den Fremmede aabnede Dren og frte dem ind i en pragtfuld
Dagligstue paa 1ste Sal.

Vr nu saa god. Frue, njagtig at forklare mig alle Enkeltheder i
hele denne mystiske Sag! vedblev Stanton, saa snart man var kommet
til Sde.

Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tnkt om den mystiske
Rejsende.

Ja--a? Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. Man skulde jo
nsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke
kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han
ikke ... Naa! Nu skal De se! Han gik ind i den anden Stue og
hentede et stort Billede ned fra Vggen.

Her er det! Ligner han mig?

Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.

Men gtemanden smilede skeptisk: Er De nu ogsaa helt sikker paa,
det ikke er Dem selv?

Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i
en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --! Og han hentede endnu
et Portrt af samme Strrelse, men ganske ligt det frste. Det var
ham selv.

Pavse.

Hm, besynderligt! mumlede gtemanden. De var jo ligefrem i Stand
til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set
Mage til sligt.

Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude
og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.

gteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle
tre udstdte et Skrig af Forfrdelse.

Den nysankomne tyssede, men var synlig nervs. Alt, hvad han kunde,
fo'r han ind i det nste Vrelse og lukkede Dren i Laas efter sig.

Et jeblik efter stod et Par fremmede Mnd i Vrelset.

Endelig! Nu har vi Dem! Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da
#han# selvflgelig gjorde Modstand, fik han Haandjrnene paa.

Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig? tordnede Stanton.

gteparret skyndte sig bort.

Hvad vi vil ... N, De narrer os ikke, lille Ven, lo de civile
Opdagere. Nu har vi lbet efter Sporet et Par Dgn allermindst ...
Saa, flg nu med!

De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste
sig i Dren, blot i en anden Dragt.

Han hyklede den strste Forfrdelse og Forbavselse over Anholdelsen.

Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog
Mennesker!

Naa--aa, det ved De vel nok. Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde
vret ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i
Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourn rundt om i
Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til
ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var
Efterforskningen sket kort efter Landgangen.

Den fremmede stirrede paa Stanton:

Men kreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja? Han
vendte sig smilende til Detektiverne. Vi maa afgre Sagen i
Mindelighed. Hvor meget vil I have?

De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.

Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er
det noget at gre saa meget Vsen af. Han greb til sin Lomme. Kom!
Her er Pengene!

Saa for Pokker! Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. Har Du
nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?

Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre, var Stanton
godmodig nok til at svare.

Og Nglerne?

Her!

Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler
i Pengekassen.

Vrs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver! Han rakte Betjentene dem. Lad
os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!

Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt
Pligten. Nlende sjokkede de af ...

Men den mystiske Tyvekngt triumferede.

Broderen havde vret skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen,
ja endog i, at Lsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han
glemte helt Ubehagelighederne, saa overvldet var han af den
besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin lnge savnede Broder
igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.

       *       *       *       *       *

Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var
tilstede. Hver isr havde forpligtet sig til at berette en
sandfrdig og spndende Tildragelse.

Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklrede den for en
tarvelig Opdigtelse.

Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gre, hvad vilde
der saa vre sket? spurgte Fortlleren.

Det sad jeg netop og tnkte paa. Naturligvis det eneste
sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg --
forkldt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden
Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Frst, da Betjentene
vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre
Gentlemen.

Jamen, hvordan? Hvordan? skreg man op. Hvordan vilde De faa
pudset Broderen -- Tyvekngten -- derop, naar De slet ikke #var#
hans Broder --?

Detektiven smilede.

Tror De #det# var Vanskeligheden? svarede han.

... Saa kom Turen til ham.

Han betnkte sig lidt og fortalte flgende Historie:




IX. -- DEN VELTALENDE PRST.


Kapitel I.

 (Overraskelsen.)

Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat! vedblev Vrtinden helt ud i
Entreen. Pastor Dundas er en usdvanlig veltalende Prst, det skal
De ogsaa snart indrmme. Naa, Farvel da, saa lnge!

Kapellanen gik til Prstegaarden fordybet i mange modstridende
Tanker.

Hvad ... Goddag! Er De her?

Kapellanen for i Vejret og blev blussende rd.

Frk. ... Frk. Dundas?

Hvor Stien drejede, havde de mdt hinanden. Begge saa forvirrede ud.

Siden hvornaar ... jeg mener, hvor lnge har De vret her?

Jeg kom i Gaar, Frken!

Hun betnkte sig lidt. Pludselig smilede hun:

Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?

De er -- er De Prstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden
kunde jeg ane det? Og han fortsatte: Jeg saa Avertissementet i
Avisen. Der stod kun: Henvendelse til Sogneprsten. Jeg rejste
straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader
var Prst, end sige min egen Sogneprst.

Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen
ledet over paa andre Emner.

Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!

Carr smilede lidt bittert.

Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han stter ikke
heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prdiken kunde kun slaa
til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg
derfra, nu en Lejlighed tilbd sig.

Ja, det ser jeg ungtelig.

-- Jeg hrer jo tilmed, at Deres Fader skal vre saa udmrket en
Taler ...

Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prdiken, synes jeg, der
undertiden nsten kan minde om Dem.

Saa--aa?

Hun rdmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin
Glde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til
Maedenham.

Han sukkede. Sknt han var ung og smuk, sukkede han.

Sogneprsten traf han i Studerevrelset. En hj, intelligent
udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.

Jeg prdiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nr hver
Sndag Formiddag hele Aaret rundt, begyndte han myndigt. Jeg
lgger naturligvis meget Arbejde i mine Prdikener, saa Aftnerne vil
jeg gerne helt have fri.

Kapellanen bukkede.

Nu kom Fruen ind.

Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere Hamlet for
hende. Hun forklarede Kapellanen: Min Mand kan hele Shakespeare
udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en
Hukommelse!

Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den
Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner
i Prstegaarden den Dag.

Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var
eftersendt fra Cranleigh.

Hvor jeg dog er en Hykler! mumlede han. Hvor vilde Prstens her
dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...

Resolut lukkede han Brevet op:

  Vr saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: Hvad skal vi tro
  paa? Det er allerede tre Dage forsent! I Flge Kontrakt, er vi
  forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.

                            Deres rbdige
                                _Cook & Sable_.

Kapellanen rev Brevet i Stykker.

En nydelig Maade at tjene Penge paa, mumlede han videre.
Leverandr af Prdikener til Prster uden Hjrne -- hm! Papiret i
Kakkelovnen. Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
1000 Kr. om Aaret for mine Prdikener. Han maa da mindst vre
ligesaa stor en Hykler som jeg. Han gik op og ned i Stuen. Men jeg
tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prdikener, jeg
skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst,
bliver jeg selv ndt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen
Tid til Forberedelse!

Sndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl
om Pastor Dundas Popularitet.

Er der altid saa fyldt, naar Sogneprsten prdiker?

Ja altid, maatte Klokkeren indrmme. Men Pastoren taler jo ogsaa
vidunderligt.

Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele
Optrden imponerede ham fra den frste Indgangsbn.

Nu nvnede Dundas Teksten.

Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han
havde valgt i sin sidste Prdiken til Cook og Sable. Dobbelt
lrerigt altsaa!

Prdikenen begyndte.

Dundas talte virkelig med gte Veltalenhed. Intet Manuskript paa
Prdikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede
aandelst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prdikenen var endt, trak
han Vejret dybt og indrmmede: Ja, en usdvanlig Hukommelse!

Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:

Er De i Stand til at bedmme en Prdiken retfrdigt, Hr. Carr?

Ja--a, jeg ved skam ikke.

Mellem os -- hvad mener De om min Prdiken?

Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...

Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kre, er det vigtigste! Det er
altid et af mine Principper.

Den Mand, bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, er
sandelig en Karakter!

En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.

Hvad synes De saa om Fa'rs Prdiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes,
netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage
holdt i Cranleigh.

Naa, det tror jeg ikke!

Ja hvorfor ikke?

Men nu viste Sogneprsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til
Prstegaarden.

Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans
Vrtinde ind.

Ringede De?

N--.

Hun saa, Maden stod urrt. Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager
det Dem ikke?

Jo, saamn gr det saa. Tankels gik han i Lag med Maden. Saa
skyndte han sig atter til Kirken.

Men hans Prdiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sogneprsten
meddelte ham det.

De har ikke nje gransket, hvordan man br prdike. Jeg havde
ventet mig mere, Hr. Carr!

-- I Selskabet Mandag Aften var Sogneprstens Prdikener en Stund
det almindelige Samtaleemne.

Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor? spurgte en ldre Dame.

Saa--aa? Skriver Prsten paa en Bog? spurgte Kapellanen
interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.

Jeg samler mine Prdikener, svarede Prsten med et overbrende
Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b.
m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.

Pastoren talte videre.

Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mrket, flte sig
saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.

Hvem er det? ld det barskt.

Det er mig!

Nu saa han, hvem det var.

De stod lidt tavse.

Carr rakte hende tvende Haanden.

Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.

Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Prstens
Datter ...

Ja vel! Hun lo. Jeg vidste saamn ogsaa, De var den ny
Kapellan ...

Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --

Han drog hende til sig og kyssede hende.

Mimi! Faderen kaldte oppe fra Vinduet. Hvad gr Du dernede i
Mrket?

#Ja, hvad gjorde hun dog?#


Kapitel II.

 (Hvad Dundas' Prdiken formaaede.)

Forbindelsen mellem os maa ophre. Jeg kan ikke bruge Dem som
Kapellan!

Prsten sad i Studerevrelsets Lnestol med rynket Pande og
alvorligt Ansigt.

Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:

Det gr mig ondt at maatte sige det: Deres Opfrsel har langt fra
vret en Gentleman's!

I hvilken Retning, om jeg tr sprge?

Prsten rynkede Brynene endnu strkere.

De skyldte mig frst og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min
Datter, fr De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra
sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver
hende Ret til at strbe langt hjere end til -- en theologisk
Kandidat af Deres Art.

Saa? Ja, det har jeg desvrre ikke haft Anelse om.

Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min
Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!

Har hun sagt det?

Prsten nikkede naadigt: Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i
Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som
Prdikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand
kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.

Kapellanen smilede atter.

Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.

I Dag? Prsten studsede. Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre
travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og
-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prdike paa Sndag til
Hjmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.

Skal #jeg# prdike paa Sndag? kom det forbavset.

Ja, det maa De, ld det nervse Svar. Jeg faar ikke Tid,
desvrre. Gr det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af
#Dem#. Paa nste Torsdag kan De saa rejse.

Kapellanen bukkede og gik.

Hjemme fik han straks Pen og Bgerne frem. Med megen Alvor gik han
til Arbejdet, og efter en Times Forlb var han frdig. Den nskede
Prdiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den
altsaa vre i Hnde senest nste Middag.

I Kirken om Sndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar
Sogneprsten prdikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald.
Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklret, at
han alligevel godt kunde holde den Prdiken selv, men Carr havde nu
forberedt sig, og Sogneprsten maatte lade det blive ved Aftalen.

Kapellanen gik da paa Prdikestolen. Sogneprsten fulgte ham med
jnene, og vilde nppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet.
Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikbet Lighed med
Sogneprstens Prdiken sidste Sndag, og det samme Tema: Hvad skal
jeg tro?

Alle lyttede, Sogneprsten ikke mindst. Han sad med stive jne og
aaben Mund, som hrte han et Spgelse tale.

Hr. Carr -- stammede Prsten forvirret, da Gudstjenesten var endt.

Ja, Hr. Pastor?

Hm -- hm -- der er noget, jeg vil sprge Dem om!

Til Tjeneste!

Eh --  -- jeg mener -- var det Deres egen?

Min egen? gentog Carr forundret. Tror De, jeg prdiker andres
Taler? Nej, saa uvrdig er jeg da heller ikke -- det vilde jo vre
slet og ret Bedrageri.

Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.

Hvad mener De ellers om Prdikenen, Pastor Dundas? fortsatte
Kapellanen.

Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!

Saaledes skiltes De. Men nppe en halv Time efter bankede det paa
hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas.

Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg.

Sig mig alvorligt: skriver De Prdikener til andre end Dem selv?

Kapellanen indrmmede, han nogle Gange havde sendt Prdikener til
Cook & Sable, men forvrigt havde besluttet at ophre dermed i
Fremtiden.

Og De synes, det er en gejstlig Mand vrdigt --? Prstens jne
skd Lyn.

Aa ... Uvrdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!

Deres jne mdtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev
pludselig som et Barn.

Ja, jeg ved det, jeg ved det -- jamrede han. Men hvorfor ... hvad
har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvlger mig til Offer?

Jeg har desvrre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine
Prdikener sendtes fra Cook & Sable, svarede Kapellanen. Dem,
Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo
overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed. Kapellanen smilede. Ja
ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfldet havde bragt os
sammen. Vr rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.

Men De rejser virkelig ... stammede Prsten efter den frste
Overraskelse.

Ja, det er jo en Aftale.

Prsten rystede energisk paa Hovedet.

Hr. Carr, det bliver min delggelse! Hvad skal jeg arme Menneske
gre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed! Manden var
grdefrdig. -- Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage
Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os
hjlpes ad ...

Den unge Kapellan saa vist paa sin Sogneprst.

Og De synes, #det# er en Gejstlig vrdigt, Pastor Dundas?

Naturligt, naturligt! bekrftede han og blev ivrig med et.
Svigersn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er
Menigheden til Efterflgelse.

Saadan talte den gamle Prst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne
Pastor Dundas selvgjorte Prdiken havde virkelig for #en Gangs#
Skyld gjort Lykke.

Carr og Mimi beholdt hinanden.




X. -- GREV CAMPNELLS KLINGE.


Kapitel I.

 (Da Fjenden kom.)

Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort
efter Krigen brd ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde
sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Snnen --
vor Detektiv -- var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og
velvoksen Fyr.

En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sdvanlige Fisketur i
den store Skovs og nrmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og
fortvivlet kom ham i Mde.

Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far -- -- Hun
brast i Graad.

Hvad er der, Mor? Har Far vret her igen? Sig mig det!

Hun lagde Armene om Snnens Hals og hviskede i Graad: Der er kommen
Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden
maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han
flygte bort fra Landet, tilbage til England. -- Aa August ... kunde
han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes
... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!

En Time? Blot en Time? gentog Drengen.

Ja, det mente han selv var tilstrkkeligt ...

Den unge Grev August kyssede Moderen.

Vr rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot
frst kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i
Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Sn!

Han kyssede hende og lb hurtigt op paa sit Vrelse. Han samlede
nogle Sager sammen i et Trklde, og med dette i Haanden listede han
atter ned. Lydlst sneg han sig gennem Kkkenet ned i Stalden. Dr
aabnede han Bylten ...

       *       *       *       *       *

Noget efter ld der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer
kom ridende nede i Allen.

Hold nu skarpt je til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et
Sted! kommanderede Anfreren.

De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin
Hest og gav et Gldeshyl fra sig.

Der er han! Der staar En bag det Tr!

Og virkelig! Anfreren saa det selv.

Kom frem derhenne! brlede han og svang sin Sabel.

Hele Troppen ladede, parat til at fyre.

En Mandsperson kom nu frem bag Tret. Hans Haar og Skg var langt og
uredt som dens, der boer i Landflygtighed.

Her er jeg! svarede han roligt. Fyr blot, hvis I har Lyst!

Hvad siger Du? Anfreren blev rasende over hans Frisprog. Var din
Tunge, dit Uhyre af en Rebel!

Men Rebellen rynkede Brynene:

Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem
De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Chteau
Campnell!

Da Soldaterne hrte dette, oplftede de alle som en et skingrende
Gldeshyl, og Anfreren triumferede: Naa endelig har vi Dig da, din
politiske Svinemikkel!

Han vente sig til Soldaterne: Bind hans Hnder og fr ham med!

       *       *       *       *       *

Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne
kom farende ind i Fruens Kabinet.

Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ...
nede i Allen.

Hvad siger De --? Fruen var ved at synke i Kn, Tjeneren maatte
gribe om hende.

Er det sandt, Louis? Forklar Dem?

Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set:
Allerede nu var Soldaterne borte og havde frt Herren med.

Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind
til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens
fortvivlede Ansigt.

August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast
paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!

Datteren forsgte at trste. Forgves. Der var ingen Trst mulig
mer.

Esther! Esther!

Stemmen kom fra det aabne Vindu.

Fruen vente sig hurtigt, da hun hrte sit Navn blive nvnt.

Det var Greven selv.

Han tyssede paa hende. Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig --

Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skg var vildt og
uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig
skjult som en Fredls.

.... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden? Grevinden smilte
og grd paa samme Tid.

Jamen, saa #maa# det jo have vret August! Aa min tapre, kre,
velsignede Dreng.

August? Har August ...

Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie.
Nede ved Sen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa --

Mens De drftede Sagen, kom Godsets Prst. Han bad om hurtigst at
maatte tale med Fruen.

Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Allen havde
set Soldaterne slbe bort med en Mand, der paafaldende lignede
Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!

Fruen kendte Snnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.

Brevet bekrftede hendes Formodning. Ved Skg og Paryk -- det,
Snnen forlngst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han
frt Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.

Min kre, kre Dreng! stnnede den gamle Greve, betaget af hans
slsomme Dristighed. Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig
glemme Dig ... Dig er det, som redder os!


Kapitel II.

 (I Gstgivergaarden.)

Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men frst sent
paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere
Gange maattet sprge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt
de forelbig Hvil i en lille Gstgivergaard.

I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens
Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hnderne.

Da Anfreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at
bringe Fangen hen til sig.

Vil Du have noget at spise?

Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.

Hrte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?

Den unge smilte: Er De en #kejserlig# Officer? Det mrker man ikke.
De er Slagter, er De!

#Hvad# siger Du? Officeren sprang op, halvfuld af de mange
Drikkevarer. Nu skal jeg slagte Dig!

Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.

Rasende greb Officeren efter hans Skg for at trkke hans Ansigt
nrmere.

Skgget gik af!

Hva' --?

Han stirrede paa Skgget. Men i nste Nu ld en Lattersalve fra det
hele berusede Korps.

Jeg har min Sandten trukket hele Skgget af Fyren lige til
Rdderne! erklrede Anfreren sejrstolt og strakte atter Haanden
ud: Nu Haaret den samme Vej!

Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar
og trak til.

Men da han ikke mdte den Modstand, han -- trods alt -- havde
ventet, fik han Overbalance og tumlede baglnds om paa Gulvet.

I nste jeblik var han atter oppe.

Hvad Pokker --? Maalls stirrede han paa Grev Campnell. Det er jo
-- det er jo #en Dreng#!

Fangen lo. Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.

Er -- er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde
bringe i Sikkerhed ...?!

Nej, men hans Sn!

Hans Sn? Anfreren stampede i Gulvet. Du har narret os altsaa!
Hvad skal de Kunster betyde?

Ja, hvad tror De? Jeg hrte De var i Nrheden, og Far behvede kun
et lille Forspring for at vre fuldstndig reddet. Saa tog jeg hans
Rolle. Jeg gttede nok, De ikke havde hans #fuldstndige#
Signalement. Altsaa kldte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod
mig fange.

Det skal koste dit Liv! brlede Fyren og hamrede ude af sig selv i
Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. -- -- -- -- --

-- --

Men da skete det mrkvrdige:

De havde jo bundet hans Hnder, og stadig holdt han dem skjult paa
Ryggen. I Stilhed havde han lnge arbejdet paa at lse dem, nu
endelig var det lykkedes.

I dette Nu snappede han Anfrerens Klinge, der laa paa Bordet,
sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder.

Forvirrede stirrede de paa ham.

Vogt jer, I Drukkenbolte! tordnede han. En af Jer skal i hvert
Fald blive Ddens, hvordan det end gaar!

Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig
ud, som han stod dr med lynende jne og den slebne Klinge i sin
Haand, at Mndene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.

Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund! brlede
Anfreren.

Men nppe havde han sagt det, fr Grev Campnell resolut slog til
Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev blgmrkt i
Salen.

Pas paa Dren! tordnede Ljtnanten rdselsslagen. Hvis den Kngt
slipper ud, skal I blive hngt alle som en.

Mens de drukne Soldater ravede frem i Mrket for at finde Dren,
blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Drtrsklen:

Er August Campnell her?

Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjlp.
Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige
jeblik.

Ja #Far#, her er jeg! raabte Grev August.

Anfreren sprang i Vejret af Glde. Hurra, Kammerater! Hurra! Hrte
I, han sagde Far! Det gamle Fjols lber lige i vore Jrn. Saa har
vi dem, baade Fader og Sn!

Det har I! ld den gamle Tjeners Stemme tilbage. Lad nu Kampen
begynde!

Der blev en Bragen og Brlen i den mrke Sal. Anfreren skreg op, at
der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ...

Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....

Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone -- Vrtinden -- kom
ind med en Lygte.

Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han --?

Anfreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa
saarede og bldende.

Hvor de er henne? Fjenden? sagde den gamle Kone. De er flygtede!
Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de
Pjalte og kommer saamn ikke igen.

Med #vore# Heste!? skreg Anfreren op med en Ed.

Deres? Var det #Deres#?

Anfreren jamrede, bandte og skndte. Slaget var tabt. Han var dru
nok til at indse det nu.

Saa kom Konen trstende hen til ham og rakte et Brev, fra
Kresten, mente hun. Det var fundet paa Kkkenbordet.

Han rev det op.

Der stod:

    Kejserlige Ljtnant!

  Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den
  blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring
  -- mit Skg og mit Haar, som Erindring om Deres

                                _August Campnell_.





End of the Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER ***

***** This file should be named 32865-8.txt or 32865-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/2/8/6/32865/

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
